Close

Guiden til at blive en god krejler på et loppemarked

Gode råd og tips til loppemarkeder

Jeg har været på en del loppemarkeder denne sommer. Jeg vil derfor komme med mine bedste råd.

Derfor laver jeg en guide til, hvordan du bedst får solgt så meget som muligt, på din loppestand:

1. Du finder ud af hvad du har i skabet, kælder/loftrummet og så hiver du det hele frem. Du skal selvfølgelig kunne slæbe det hele hen til din stand (og i værste tilfælde, hjem igen), så det er vigtigt at du vælger de ting, som du mener er lettest at komme af med. Men undervurder ikke de ting hvor du tænker at du højst kan få 5 kr. for dem. Hvorfor, fortæller jeg senere. Når du har fundet de ting frem som du mener er salgsværdige, så tjekker du for eventuelle skrammer, huller og pletter. Ingen gider købe ting der ikke er optimale. Heller ikke på et loppemarked. Hvis de først har opdaget én fejl, er de mistroiske overfor resten af din stand. Der vil helt sikkert være ting imellem, som har en affektionsværdi for dig, inden du tager det med på standen og kræver en høj pris, så gør op med dig selv om du er helt klar til at sælge endnu. Og ikke mindst er realistisk omkring din pris side.

2. Når det kommer til hvor meget du skal tage dine ting, så sætter jeg altid prisen op med ca 5 % – 10 %, så jeg har noget at forhandle med. Man er jo på et marked, så det er klart at der vil blive pruttet om prisen, og så er det lidt ærgerligt hvis man allerede har presset sine priser så langt i bund, at det begynder at gøre ondt i hjertet at sælge. Hvis du er i tvivl om hvad dine ting er værd, så kan du ofte google dig til det meste. Ellers plejer jeg at følge min mavefornemmelse og skrive hvad jeg føler mine ting er værd. Men selvom jeg sidste gang både havde tøj med fra H&M, Monki og Vero Moda, så røg de for over 100 kr. pr. stk. Jeg havde købt en strik fra Monki, og havde gået med den én gang. Klart et fejlkøb. Den fejlede absolut ingenting, så jeg ville ikke bare sælge den for en 50´er. Så når folk spurgte til mine priser, forklarede jeg årsagen med et stort smil. Og til sidst var der en der købte den for 120 kr. Hun blev glad og det samme gjorde jeg.

3. Gør det let for dine kunder, og ikke mindst dig selv. Efter den første gang jeg var på lopperne, måtte jeg erkende at jeg var helt smadret af at stå og forklare de samme priser for mine kunder, om og om igen. Så anden gang jeg tog af sted, tog jeg en tur i Pandoru Hobby og købte 3 stykker pap og noget snor. Derhjemme satte jeg mig ned med alt mit tøj, sko, tørklæder mm. og så lavede jeg prisskilte til dem alle. På den måde havde jeg allerede styr på mine priser når jeg kom frem til min stand, og stod ikke og vaklede for at tage stilling til de ting som folk hev frem fra mit stativ. Hvis de så rynkede på næsen af prisen, så kunne jeg forklare prisen, men slutte af med at sige, vi kan nok godt forhandle lidt. De havde jo vist interesse, så det gælder om at holde dem på standen og have noget at tilbyde. Det fungerede rigtig godt for mig. På alle mine prisskilte stod der først mærke, så størrelse og til sidst prisen. Jeg havde gjort plads til at jeg kunne strege prisen over, og sætte den ned i løbet af dagen.

4. Nu skal du afsted til din loppestand. Det er altid godt at stå på lopperne sammen med nogle du kender. Ellers kan dagen godt blive lidt lang. Det er skægt at have lidt konkurrence, og tale om hvor meget man får solgt. Samtidig kan man heppe på hinanden, og hvis man har flere lækre ting der minder om hinanden, så tiltrækker man kunder til standen. Det rigtig god stil at tale til hinandens kunder, hvis de prøver noget der sidder godt. Du har intet at tabe og det ved kunden også. Så længe du kan sige det, så det faktisk lyder oprigtigt. Inden i skal af sted, kan i eventuelt mødes et sted, og hjælpe hinanden med at komme over til jeres stand, så det ikke føles alt for hårdt at slæbe dine ting af sted. Hvis du er i bil, så kan I fylde hele bilen op og hjælpes ad på den måde.

5. Når du lander ved din stand, vil de hærdede krejlere flokkes omkring som fluer gør om en lort. Og det er MEGET irriterende. De fleste har nemlig ingen grænser for det personlige rum, og går direkte hen og dykker ned i dine ellers så pænt sammenlagte ting, og begynder at flå det hele op. Når de er færdige, smider de det krøllet ned i din ikeapose igen og fortsætter med den næste. Det samme gælder for dit porcelæn, elektronik osv. Der er ingen respekt. De vil være de første til at få det bedste. Her skal du lære at være lidt hård. For selvom du lige har sagt til én at de skal stoppe og gå væk, så kommer de næste lige bagefter. Derfor er det ofte nødvendigt at måtte hæve stemmen og bede folk i et hårdt toneleje, om at gå væk fra din stand, og først komme tilbage når du har sat tingene op. Om det så er en gammel dame der står og roder, må du sige fra. Du ender med at miste overblikket, kommer hurtigt bagud med at få sat dine ting frem, og samtidig står der 3-4 mennesker, lige der hvor dine ting gerne skulle stå. Jeg endte med at måtte råbe af en mand sidste gang. Han blev spydig og bad mig holde min kæft. Forklarede ham at han ikke var velkommen på standen og skulle gå sin vej i en meget hurtig fart, inden jeg for alvor blev vred. Det hjalp så meget, at alle kragerne holdt sig væk fra vores stand den næste halve time, og vi fik lov til at pakke vores ting ud i fred og ro. Jeg vil dog sige, at så længe det er nogen der gerne vil se på noget du lige har lagt lidt frem, og venligt spørger til dine ting, så skal man også være venlig overfor dem. Men I vil hurtigt spotte hvem det er jeg mener man skal passe på med. En god idé er at sætte dine 5 – 10 kr. ting frem. Hvis noget bliver snuppet i forvirringen, er det ikke noget der kommer til at koste dig mange penge eller noget på din følelseskonto.

6. Årsagen til at du skal huske at tage de billige ting med, er ikke så meget pga ovenstående, men fordi det tiltrækker folk. Det er hyggeligt at rode i ting. Tænk hvis man lige fandt en sjov lille ting til hylden, som ikke kostede alverdens. Børn kan også godt lide at rode. Men det er altså lidt federe at de roder i dine billige ting nede i kassen på jorden, end at de begynder at pille ved dine silkekjoler og dyre kashmir trøjer, der pænt er hængt op på dit stativ. Og når folk først er begyndt at kigge på din stand, bliver de nemt fristet til at se resten af dine ting igennem. Når de sidder nede på hug og roder, plejer jeg at sætte mig i samme stilling overfor dem, smile og række en skål med slik frem. Ja, meget billigt trick, men tro mig, det virker. Sig fx følgende “Alting i kassen koster fra 5 kr. og højst 20 kr. så det er super billigt. Vi kan selvfølgelig altid forhandle prisen. Imens du overvejer, så snup et stykke slik. Det kan være hårdt at være ude og se på loppefund hele dagen”. Stik dem eventuelt et blink og så dit største smil i verden. Det kan ingen stå for. Vær kæk, men uden at virke som om du presser dig på. Når de har taget et stykke slik, eller takket nej fordi de er på slankekur for 117 gang, så rejser du dig op, stadig med dit store smil, og siger “Husk du er velkommen til at se resten af standen når du er færdig med at rode i kurvene”. Så vender du dig om og går lidt væk, så de har deres space tilbage igen. Nu har du skabt kontakt med din kunde. Så snart de rejser sig op fra de billige kasser, så føler de ikke at de bare kan gå videre. De har jo både fået slik og en invitation. Så de begynder at kigge på resten af din stand. Hvis i har haft en god kemi, så kan du gå frem igen, hvis de kigger på noget i lidt længere tid og fx sige “Ja, den er simpelthen så flot når den kommer på. Du er selvfølgelig velkommen til at komme backstage i VIP rummet herinde bag standen, hvis du finder noget der ville være godt lige at få prøvet på. Så ærgrer du dig heller ikke efterfølgende”. Igen med et stort smil og små kække attitude. Det gælder om at få folk til at føle sig tilpas. Hvis de tog et stykke slik første gang, så tilbyder du dem selvfølgelig at der er slik under prøvningen. Din stand skal være den mest luksuriøse at være på og opleve. Ofte kommer folk også tilbage igen, da de kan huske dig. Denne gang kan det være de har hentet en veninde eller har mødt en de kendte på markedet, og derfor anbefaler dig. Det oplevede jeg flere gange. Den ene gang forhandlede jeg om en Ivan Grundahl jakke, hvor jeg havde overset at der var slid på det ene ærmet, og hun skulle lige overveje om hun virkelig skulle have den. Jeg havde bedre kemi med hendes veninde, end hende der skulle købe den. Det skal man straks udnytte, for hvis der er noget veninder kan, så er det at være dommer. Så jeg talte med veninden, og vi var begge to helt enige om at hun skulle have jakken med hjem. Da de gik var køber stadig i tvivl. Men hendes veninde tryglede hende næsten om at købe den. Der gik ca 1,5 min. så var de tilbage. Køber smilede lettet og næsten råbte “JEG MÅ BARE HAVE DEN”. Veninde havde overbevist hende. De tog en rundtur på resten af min stand, og morede sig og hyggede. Derefter gik de videre over til de tre andre jeg stod på standen sammen med, og købte lidt af dem. Jeg vil gerne lige understrege at jeg mener det er vigtigt at være ærlig overfor sine kunder. Så hvis jakken havde siddet elendigt på min køber, så havde jeg fortalt hende det på stedet. Man kommer længst med ærlighed. Og smil.

7. Flere gange i løbet af dagen stillede jeg midt på standen. Jeg skubbede et par sko til siden og stillede mig midt i det hele. Simpelthen for bare at tale med alle dem der kom forbi. Det gør ingenting at tale lidt højt, og inviterer folk indenfor på standen. Der er altid typer der elsker at tale med dig. Så det er bare med at indfange dem, og få dem til at se på dine ting. Så vil der være dem der bare kigger mystisk på dig, og vader videre. Hul i dem, de havde alligevel ikke købt noget. Jeg holder kun pauser når der ikke er nogen der kigger på min stand. Ofte kommer folk forbi i klynger. Folk tiltrækker folk. Så hvis jeg har brug for et lille hvil efter at have stået op i 3-4 timer, så sætter jeg mig, men ikke længere væk end at folk kan få øjenkontakt med mig. Man kender det selv når man er ude, og man står og spejder efter ejeren af den trøje man har forelsket sig i, og man kan ikke gennemskue hvem man skal spørge. Det må ikke ske på din stand. Så lige så snart nogen står med dine ting i hånden i længere end 15 sekunder, så er det op på fødderne igen, og frem til køberen for at tale med dem.

8. Jeg forsøger altid at tilgå folk med smil og humor. Der er intet værre end en person der virker dvask, uoplagt og egentlig hellere ville lægge derhjemme foran flimmeren og se tv. Så ret ryggen, smil og virk entusiastisk, især omkring netop DENNE kunde. De skal føle sig som midtpunktet. Begræns dine pauser til et minimum. Du er sælger og skal være PÅ!

9. Når de rigtig stride krejlere kommer, så skal du huske på at de gør det her hver eneste weekend. Så når de begynder at presse dine priser langt under det der står på dit prisskilt, så skal du holde fast i din pris. Du kan selvfølgelig godt slå dine 5-10 % af, men de fleste vil forsøge at få dig ned på mindst 50 % af hvad du forventede. Der har jeg forskellige eksempler på hvad du kan sige til dem. Fx at hvis de ikke vil købe den, så kommer der en anden forbi og tager den. Du sælger den bare online i stedet, du er bare ikke lagt den online endnu, så det gør ikke dig noget om du får den solgt i dag. Det er en af dine mest populære ting på standen, så du sælger den bare til en af de andre der har vist interesse. Hvis de bliver ved, og nærmest bliver truende, kan du fortælle dem at nu er prutte festen slut. Du går ikke længere ned, og gider ikke diskuterer det mere. Det er prisen. Betal eller gå. Andre kan også gå hen og blive decideret ynkelige. Jeg skulle fx sælge et par sko for min kærestes søster. Et par helt nye Adidas sko. Hun ville som minimum have 200 kr. for dem. Det syntes jeg var alt for lidt, så jeg satte prisen dobbelt så højt. Hvis de ikke røg på standen, så kunne jeg sælge dem på en sneakers gruppe på Facebook i stedet. Der var rigtig mange forbi og se på dem, men ingen ville give prisen. Så efter halvdelen af dagen var gået, tog jeg en sort tusch og stregede prisen over en enkelt gang, så man stadig kunne se tallene, og så slog jeg en halvtredser af prisen. Så blev folk straks mere interessede, hvilket jeg godt var klar over. Går den så går den, og jeg ville gerne skaffe hende så mange penge som muligt. Den samme mand kom forbi rigtig mange gange. Han gik helt op i mit ansigt og sagde på gebrokken engelsk “I wan´t these shoes. Why won´t you sell them to me?” Forklarede ham rigtig mange gange, med et smil på læben, at det ville jeg skam også rigtig gerne, hvis han ville give mig det beløb jeg krævede. Han blev meget ynkelig og jamrede. Jeg stod fast på min pris. Det var jo en kamp om at vinde. Han ville give 300 kr. og det nægtede jeg. Som jeg sagde, havde jeg allerede slået 50 kr. af prisen. Fortalte ham at jeg lige havde sat dem ned, og de bare kom med hjem igen. Det rørte ikke mig. Efter vi havde diskuteret i rigtig lang tid, og folk efterhånden bare stod måbende og gloede på os (nok mest mig, da de ikke forstod hvorfor jeg stod fast), så overgav han sig. Han knækkede ud i smil. Sejren var min og han syntes jeg var lidt sej. “You are a though girl, you know that?” Og det gør jeg. Men det gav 50 kr. mere ind på kontoen. Små bække små, en stor å, som man siger.

10. Ofte begynder folk at pakke deres loppe stader sammen en halv til en hel time før at det hele lukker ned. Det skal du ikke gøre, for det er her du kan komme af med de ting du ikke gider slæbe med hjem. Du har helt sikkert udset dig nogle ting, som du ikke orker at slæbe med hjem. Dem sørger du for kommer forrest. Jeg tog fx alle mine sko, som er det tungeste jeg havde, og stillede hele vejen hen af bodpladsen ved siden af, da bodholder var kørt deres vej. Så drejede jeg mit stativ, så det også røg ind ved siden af, men blev lettere at se. Og så kom der gang i min lille forretning. De sidste var ude for at gøre sig et kup. Jeg fik solgt 3 par sko, 1 tørklæde, 1 jakke og en 1 trøje på fem minutter. 450 kr. ned i min lomme. Mindre at slæbe hjem, da pengesedler vejen væsentligt mindre. Da dagen var omme havde jeg kun 2 fyldte ikeaposer, i stedet for 4 da jeg kom. Man skal aldrig forvente at komme af med mere end halvdelen. Hvis man er god, så er 1/4 godt gået. Husk at give store krammere til dine medloppere på standen. Det er en sej kamp i lige har været igennem de sidste mange timer.

På en uge havde jeg været på to loppermarkeder og tjent 5700 kr.

Èt aller sidste tip! Sørg for at gøre dig gode venner med de nærmeste stande omkring dig. Lad dem låne dit spejl, giv dem et stykke slik, og hav en fin dialog. Så sender de ofte kunder videre over til dig.

God weekend,

Xx
Olivia Noel

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: