Close
Dagens kop med influent og iværksætter Katrine Lund Løje

Dagens kop med influent og iværksætter Katrine Lund Løje

I dag klinker jeg kop med en inspirerende kvinde, der ligesom jeg, har haft en anderledes vinkel og baggrund for, at komme ind i den kreative verden.

Jeg har længe gerne ville fortælle hendes historie, da vi har fulgtes ad i mange år. Hun er en af mine vigtigste sparringspartnere, samt gode veninde, som ofte ser tingene på en anden måde end de fleste, som jeg kender.

Hun deler hendes fortælling om, hvordan hun valgte en anden vej end klassekammeraternes, og i dag står stærkt med stor portion erfaring og viden, som du ikke kan finde i skolebøgerne. Sig hej til Katrine Lund Løje. Blogger, influent og meget mere.

I #dagenskop drikker Katrine mynthe lakrids the af hende glitrende “mødreshaming er sooooo last year” pink statement kop. Jeg har i stedet snuppet panda koppen med lyserød pukka. Før du kan læse videre, skal du selv finde din favorit kop frem, så du har noget at nyde, mens du læser beretningen.

Katrine og hendes flotte glitrende statement kop

Nåh Katrine, vil du ikke starte med at fortælle lidt om hvem du er, og hvad du laver til dagligt?

Jeg hedder Katrine Lund Løje og er 31 år. Til dagligt arbejder jeg som digital projektleder, men er også bestyrelsesmedlem i forbundet for influenter og bloggere hos DJ (Dansk Journalistforbund). Derudover så har jeg også et andet lille sideløbende arbejde som selvstændig, hvor jeg hjælper influenter med at vækste og tjene penge online.

Som altid har jeg spurgt mine følgere på Instagram, om de havde nogle spørgsmål. Der var en som skrev at hun altid tænkte på, hvordan man fandt modet til at turde at blive selvstændig?

Hvis jeg virkelig har lysten til at gøre noget, så kan jeg ikke lade være. Det er et drive af noget, som jeg brænder for.

Et særligt råd, som jeg gerne vil give videre, er at man aldrig bliver klar. Den følelse har jeg aldrig selv oplevet. Man skal bare starte op, og så gøre det i eget tempo. Det kan være, at du kan gøre det mens du har et andet arbejde, så du undervejs er sikret en fast indkomst. Men for at nå derhen, så er det vigtigste, at du sætter dig nogle mål, laver prioriteringer og planlægger. Det handler i sidste ende om at være effektiv, og kunne finde ud af at planlægge tiden. Som selvstændig har jeg lært at nå det hele på den halve tid. Samtidig vil du også få en masse ny viden, men hver gang du har lært noget nyt, så vil du opdage at der er nye lag. Så du kommer aldrig til at kunne alt inden du starter, i stedet lærer du en masse undervejs. Den verden, som du træder ind i vil langsomt åbne sig op, og så vil du hele tiden blive præsenteret for nye muligheder, for hvert skridt du tager.

Så hvis man går rundt med en lille selvstændig drøm i maven, så skal man bare gå i gang?

Ja, hvis man virkelig har lyst til noget, så skal man bare gøre det. Det er ikke fordi, at det skal kræve mod, for hvis du kan mærke at det virkelig er noget, som du brænder for, så vil du automatisk vide, at det er noget, som du er nødt til at føre ud i livet. Hvis du derimod går og tænker “jeg vil gerne være selvstændig, men jeg ved ikke med hvad?”, så skal du sætte dig ned og tænke over, hvad det er du brænder for. Ofte starter en drøm med at der er noget, som du gerne vil ændre.

Min egen idé udsprang af, at jeg længe havde gået og manglet et netværk for bloggere, hvor jeg ikke var bundet af de klassiske blognetværk. Hurtigt fandt jeg ud af, at der også var andre, som gik med samme følelse i kroppen. Sådan opstod min virksomhed Bloggers by Heart. Et netværk og fællesskab for selvstændige bloggere, hvor man kunne få sparring og hjælp til sin blog.

Jeg så en mulighed og et behov, som jeg kunne være med til at dække. Helt uden at jeg vidste, hvor det ville tage mig hen eller hvad det hele skulle føre til. Derfor tror jeg også på, at man skal starte op, fordi man har en passion eller et ønske om, at skabe en forandring.

Hvad så, hvis der i forvejen er nogen, som laver det samme, som du drømmer om at gå i gang med? Skal man så bare lade være?

Der er helt sikkert nogen, som vil foretrække din måde, at gøre tingene på. Så det skal ikke holde dig tilbage. Det kunne være at du ville lære andre at bruge sociale medier eller du er en dygtig fotograf. Det vil ofte handle om at de tilvælger din personlighed, skrivestil eller andet, som gør at du skiller dig ud fra de andre. Så du skal ikke være bange for, at der er nogle andre som allerede laver det. Du er helt unik, så du kommer heller ikke til at være en kopi. Husk på, at alt og alle hele tiden lader sig inspirere.

Du har jo selv været med til at inspirere en masse mennesker, og deltager aktivt i debatten omkring influent marketing. Så, hvordan ser du dig selv påvirke den industri?

Min store mission er, at få fortalt folk, at man skal have penge for det arbejde, som man udfører. Særligt i forbindelse med min bestyrelsespost hos DJ, hvor vi har vi udarbejdet en guide, som hedder “nej tak til gratis arbejde”. Den ved jeg at rigtig mange har læst og gør brug af. På mine egne medier gør jeg også opmærksom på, at det ikke er nok, at blive betalt med en shampoo. Du skal have løn for dit arbejde, præcis ligesom i alle andre erhverv. Du går heller ikke til frisøren med en forventning om, at du kan betale med en flaske vin.

Der er selvfølgelig forskellige niveauer inden for branchen, som sætter lønniveauet, men det er igen, som i alle andre fag. Det er blevet en af mine hjertesager, som jeg bruger meget energi på, at være med til at ændre.

Samtidig er det også vigtigt, at man husker på, at selvom det blot er noget, som du laver ved siden af dit arbejde, så skal du tage dig selv seriøs og sætte pris på dit værd. Du er med til at støtte op om din branche, så du ikke modarbejder den. Jeg kan dog sagtens forstå, at man som mikroinfluent bliver smigret over de muligheder, som der opstår af at nogen vil samarbejde. Men virksomhederne og bureauerne tjener penge på, at influenter reklamerer for dem, og derfor skal pengenel hele vejen ud til det sidste led.

Hvis du er i tvivl om, hvor meget du er værd, så kan du altid starte med at sætte en timepris. Se på, hvor meget tid og hvor mange udgifter, som du har ved at lave kampagnen og så kan du til sidst vurdere, hvad din pris skal lyde på.

Husk på, at du både bruger tid på at skrive mails, hente pakken, stille produkterne rigtig op, tage billeder, redigere, dele, svare beskeder om produkter, lave en konkurrence, trække en vinder og meget mere. Alle de minutter bliver hurtigt til timer. Du skaber en reklame, og det vil normalt koste en virksomhed rigtig mange penge, at skulle nå så målrettet en målgruppe, som den du repræsenterer. Så hvorfor skal du have lidt eller ingenting i løn?

Hvordan ser du det at være influent eller at have en blog, ude i fremtiden? Vil det stadig vokse eller vil det langsomt dø hen?

Som det er lige nu og de næste mange år frem, så kan jeg kun se en fremadskridende udvikling. Der kommer dog hele tiden nye medier til, så jeg kunne forestille mig, at det bare udvider sig til flere platforme. Det er også begyndt at være i podcasts, TikTok og mange andre, så det kan hurtigt skifte retning. Jeg tænker ikke at fænomenet forsvinder, men om nogle år bruger man måske nye platforme og medier.

For mig startede det med, at man kunne være blogger. Men pludselig hed det en influent på Instagram. Så rykkede de videre over på TikTok eller Youtube. Og nu lytter de fleste af os også til podcast. Fælles for dem alle er, at de er influenter, så tænker du at vi fremover kommer til at gå efter den kanal, hvor vi passer ind?

Jeg tænker, at det langsomt vil udvide sig til flere platforme, og så er der nok nogle af de ældre, som langsomt vil forsvinde helt. Men så blomstrer der nye op. Det gør der altid.

Men tænker du, at blogs vil overleve eller har deres storhedstid været der?

Blogmediet har ændret sig fra, at være ligesom Instagram er i dag, til fortsat at være det sted, hvor man kan dele tunge emner og lange tekster. Det kan være opskrifter, guides, artikler mm. Så bruger man bloggen, men de der “hey, jeg har været til frisør” indlæg, bliver i dag delt på SoMe. Der er også begrænsninger på Instagram, hvor du har 10 billeder og 2200 tegn, som du maksimalt kan dele. Men til gengæld kan du dele reels, videoer og stories på sociale medier, som du ikke ville gøre på en blog. Så de har hver deres fordel, som mange fortsat gør brug af. Dagbogsformattet er flyttet til sociale medier og vlogs, så blogs bliver i dag mere brugt til ting, som man kan søge frem på Google.Her kan du bedre gå i dybden.

* Vi tjekkede flere af de rutinerede influenter, som startede med at være bloggere for 10-15 år siden for, at se om de fortsat brugte deres blogs. Men de fleste havde enten lukket helt ned, eller også så var der langt mellem deres indlæg.

Mange drømmer om at opleve nogle af de ting, som du har opnået. Men måske føler de ikke, at de kan opfylde de krav, som det kræver, at få foden ind der, hvor de gerne vil. Det kan også være at de læser denne artikel, og tankerne om at blive selvstændig flyver af sted. Så vil du ikke fortælle lidt om, hvordan din rejse har været for, at komme dertil, hvor du er landet i dag?

Det er nogle år siden, at det hele startede for mig, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan det ville have fungeret i dag.

Men jeg droppede ud af gymnasiet i 2G, og jeg drømte bare om at blive journalist. Så jeg skrev, som en ren grønskolling, til en masse ugeblade, magasiner og dagblade. Jeg var så heldig, at chefredaktøren på bladet “Vi Unge”, tog fat i mig, så jeg blev ved med at presse på for, at få en samtale. Det lykkedes til sidst, og jeg fik et job, hvor jeg til at starte med var en praktisk koordinator. Men ret hurtigt fik jeg også lov til at skrive artikler og deltage i events, hvor jeg talte med de kendte og lavede interviews. Det var en rigtig spændende tid, især da jeg også fik lov til, at være med til at lave hele deres hjemmeside om. Jeg havde allerede fået en ret god forståelse for online medier, blot ved at arbejde på mine forældres gamle stationære, så det kom meget naturlig til mig.

Fra tiden på Vi Unge

Det blev måden, hvorpå at jeg kom ind i den digitale verden. Efter fire år, hvor jeg havde arbejdet på forskellige magasiner, så rykkede jeg over til Canal Digital, hvor jeg var online koordinator i et par år. Her lavede jeg guides, nyheder, blogs mm. Det var også på det her tidspunkt, at Facebook begyndte blomstre op.

Sideløbende havde jeg taget, og færdiggjort min HF. Min mand blev færdig med sin kandidat, og fik et job i Bulgarien, hvor vi sammen flyttede til. Jeg var 24 år og klar til nye eventyr efter, at jeg havde haft fast arbejde siden, at jeg var 18 år. Vi solgte vores andel på Islands Brygge og så flyttede vi ellers bare af sted. Det var så første gang, hvor jeg oplevede at stå helt uden et arbejde. I et fremmed land, hvor jeg ikke havde et netværk. Men så kom Facebook mig til undsætning. For der var en gruppe for danskere i Bulgarien, hvor jeg kom i kontakt med to gutter, som havde en it-virksomhed i samme by, som vi boede i. De gav mig på stedet et job, som projektleder. Der lærte jeg rigtig meget om hjemmesider. Jeg havde også startet min blog, så jeg kendte en del til WordPress. Jeg var bindeleddet til de danske kunder, og udviklerne i Bulgarien, når jeg ikke selv arbejdede på hjemmesiderne.

Da Katrine boede i Bulgarien

Men jeg var stadig meget alene med min blog, så det var der min lyst kom til at starte et netværk for bloggere. Der gik et år inden, at vi igen kom hjem til Danmark, og her tog jeg en iværksætteruddannelse gennem kommunen ved siden af mit arbejde. Her lærte jeg alt basis for at starte en virksomhed. F.eks. hvordan får jeg et CVR nr, hvad er moms og skal jeg have en bankkonto til virksomheden mm. Sådan nogle helt praktiske ting, som godt kan være lidt af en jungle, når man starter op første gang. De andre iværksættere fra holdet skulle bruge hjemmesider, så det kunne jeg hjælpe dem med. Og sådan startede mit selvstændige erhverv. Da det var i et lille samfund, så gik rygtet hurtigt, og min kundekreds voksede.

Vi flyttede til Stockholm kort tid efter, hvor jeg tænkte, at jeg skulle have et fast job, men så blev jeg gravid med vores første barn. Derfor var det lettere bare at fortsætte som selvstændig, og så startede jeg Blogger by Heart. Det voksede sig langsomt større, og der kom hele tiden nye til fællesskabet. I starten var det gratis, og jeg brugte rigtig mange timer på det, helt uden at jeg tjente en krone. Men så fik jeg en samarbejdspartner og så fik vi lavet en premiumpakke, hvor man fik en masse ekstra muligheder som blogger. Efter fire år, hvor jeg nu var på min anden barsel og vi var flyttet til Malmø, valgte jeg at sige farvel til projektet. På det tidspunkt havde vi ca. 50 betalende premium bloggere, som var tilknyttet netværket.

I Stockholm, med første barn i maven

Da jeg havde mærket godt efter, kunne jeg godt se at det var på tide med nye udfordringer, så jeg fortsat kunne udvikle mig. Jeg havde givet alt, hvad jeg kunne til det at være selvstændig. Derfor søgte jeg efter et fast job, som startede som et barselsvikariat, men som så har udviklet sig til, at jeg i dag sidder som digital projektleder. Her trækker jeg på min erfaring, og jeg lærer stadig rigtig meget undervejs.

Det har været min rejse til, hvor jeg er landet i dag.

Så du er godt eksempel på, at selvom at man ikke vælger den lige vej, så kan man stadig opnå en masse drømme?

Ja, altså jeg er aldrig blevet spurgt om min uddannelse eller min karakter. Det har udelukkende bygget på mine erfaringer, gå-på-mod, personlighed og mit drive.

Jeg forstår godt, at hvis man skal være læge, at så kræver det en uddannelse, og det er heller ikke fordi jeg ikke synes det kunne have været spændende, at have læst til journalist. Det er bare ikke for alle, at tage en uddannelse. Man lærer også sindssygt meget af at kaste sig ud i livet, samt alt den praktiske erfaring, som du får med dig undervejs. Du kan også altid tage et kursus, hvis du skulle få lyst til mere viden indenfor et bestemt område. Det vigtigste er, at du fortsat brænder for det du laver.

Hvordan oplever du din rejse fra dengang og frem til i dag? Din blog lever stadig, men er den fortsat den samme?

Jeg har skiftet spor mange gange. Mens jeg har haft bloggen, har jeg brugt meget tid på, at hjælpe andre med deres blogs og sociale medier. Så min egne medier og bloggen har lidt under, at jeg har tjent penge på, at skulle hjælpe andre med at bygge en følgerskare, hvor min egen til tider har stået helt stille.

Da Katrine arbejdede på Vi Unge og mødte kendisser

Jeg har talt med en del bureauer, og spurgt dem om, hvorfor de kun havde ganske få følgere på deres egne medier, når de hver dag hjælper andre med at få skabt opmærksomhed omkring sig. De fortalte, at det ikke var dem, som skulle stå i rampelyset, men i stedet deres kunder. Er det den samme vej du har været nede af? Og skal der fremover mere fokus på dine egne medier, nu hvor dit primære arbejde ikke længere handler om influent marketing?

Jeg forsøger at finde tid til det. Men med et fuldtidsjob, to små børn, en mand, bijob som influent agent og en bestyrelsespost, så er det til tider svært at kunne prioritere bloggen. Men 2022 skal uden tvivl være året, hvor jeg skal fokusere på mine egne ting. Jeg vil gerne have bygget mit eget lille univers op på ny.

Ser du så mest dig selv som en influent eller en blogger?

Det må være influent. I det her år, vil jeg gerne fokusere på, at bygget min Instagram op, hvor jeg så hægter min blog på, hvor jeg kan gå mere i dybden.

Har det altid været din drøm, at du skulle arbejde med online medier?

Jeg har nok altid godt vidst, at jeg havde en god forståelse for at lære det. Det går helt tilbage til dengang, hvor man havde 123 hjemmesider, hvor jeg altid har siddet derhjemme og bygget på det. Men jeg har ikke tænkt, at det var lige det, som jeg skulle arbejde med. Men da det altid har faldet mig naturligt, og jeg samtidig altid har elsket at skrive, så gik jeg med drømmen om at blive journalist i rigtig mange år. Da jeg så kom ind på Vi Unge, så opdagede jeg, hvordan den online verden var meget mere mig. Her gik det hurtigt, det var nemt at dele informationer og lave ændringer. Det hele var logisk og naturligt.

Da du startede din første blog, hvad handlede den så om?

Det var en klassisk dagbogs stil. Det handlede om hvad jeg lavede i min hverdag, og hvordan det var at flytte til udlandet. Langsomt kom det til at handle mere om mine rejse erfaringer, hvor jeg delte ud af min viden.

Hvornår startede du så din første blog?

Det var tilbage i marts 2013. Så til næste år, er den 10 år gammel. Men jeg bloggede allerede tilbage hos Vi unge i 2010, så det er efterhånden mange år siden, at jeg startede.

Hvad er så fremtidsplanerne for din nuværende blog?

Jeg er egentlig gået meget tilbage til, hvor det hele begyndte. Det seneste år har jeg prøvet en masse af, men nu sætter jeg fokus på rejser, familie og karriere.

Du sidder i Forbundet for Influenter og Bloggere i Dansk Journalistforbund, hvor du hjælper influenter. Hvordan kan det være, at du har valgt at gøre det, når du lige har fortalt om alt det andet, som du også skal nå i din hverdag?

Da jeg blev spurgt om jeg ville stille op, der så jeg det som en mulighed og en udfordring, hvor jeg kunne udvikle mig og lære noget nyt. Samtidig så ved jeg også, at jeg ikke har en uddannelse, så hvis jeg skal holde mig relevant og være med på beatet, så skal jeg holde mig til ilden. Men det driver mig også. Jeg duer ikke til at sidde stille.

Samtidig er vi også med til at gøre en forskel for vores medlemmer, få skabt nye etiske retningslinjer, holder møder med politikere og meget mere. Det vil jeg helst ikke gå glip af.

Men når du nu har været i branchen i over 10 år, tror du så at du pludselig kan blive irrelevant, hvis du trækker stikket for en periode?

Jeg ved ikke om jeg kunne komme tilbage til influent branchen, da den udvikler sig så utrolig stærkt. Det er meget vigtigt, at holde sig opdateret. Især også i forhold til det netværk, som man er en del af.

Kunne du ikke bibeholde det ved, at være influent ved siden af?

Jo, det kunne man sagtens. Men jeg gør det mest af alt fordi, at jeg synes at det er sjovt, og utrolig lærerigt. Som sagt, så kan jeg ikke lade være og det er derfor, at jeg gør det.

And on that note… Jeg tror på, at du med din fortælling, kan være med til at skabe håb for rigtig mange drømme, og give ny inspiration til dem, som sidder på kanten af sofaen og overvejer at starte noget op. Du har i hvert fald altid kunne skubbe mig det sidste stykke.

Tak for din ærlige fortælling, og alt held og lykke med fremtiden på bloggen.

Skål og tak for denne gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: