Virus på balancenerven

BANG!

Det kom ud af det blå. Efter at have været til en køretime, blot to timer forinden, blev jeg dagen før min køreprøve, ramt af, hvad der føles som de værste tømmermænd nogensinde. En virus på balancenerven.

Jeg sad på en café med min veninde, for at fejre at hun havde klaret hende køreprøve. Vi havde netop spist op og små sludrede, inden vi skulle videre. Midt i en sætning, begynder hele rummet at snurre rundt. Det er som om mit blik drejer til venstre og så falder ned. I en meget højt hast. Igen og igen. Jeg får sagt til min veninde, at hun ikke må tro at jeg er blevet skør, men hele rummet drejer altså lige nu. Efter et minut, standser det brat op. Jeg slår det hen og siger at det nok bare var stress, over at skulle op i morgen. Men med et starter det hele igen. Denne gang meget hurtigere og voldsommere end før. Jeg går i panik. Får koldsved og kvalme. Min veninde får tømt min pose med indkøb, lige tids nok til at jeg kaster op første gang. Og herefter kan jeg ikke stoppe igen. Kvalme, opkast, svimmel og panik vælter op i mig.

Min veninde får ringet 112 og jaget de folk væk, som også sidder nede i kælderen af caféen og virker helt uforstyrret af mig, som sejler rundt. Der går en halv time, inden ambulancen ankommer og en redder, med en lidt for stor attitude dukker op. Jeg kan hverken stå eller gå. Og selvfølgelig sidder vi allerbagerst i en kælder, med flisegulv. Jeg støtter mig til redderen, som mener at jeg blot er madforgiftet og virker til at syntes at det er overdrevet at vi har ringet for så lidt. Han siger, at hvis det hele bliver sort, skal jeg sætte mig ned. Men det eneste der farer igennem mit hoved, er at hvis der bliver sort, så knalder jeg direkte ned i stengulvet og så tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne. Til sidst får han kaldt på den anden redder over radioen og får også ham ned i kælderen, for at hjælpe til. Sammen hjælper de mig op af trapperne og lige op til en fyldt café, med mennesker der stirrer på mig. Jeg må have lignet en junkie, på en dårlig mandag. Vi kommer ud og her står der en endnu større skare at mennesker, som liiiige skal se hvad der foregår. Jeg når at spotte en kvinde, med en masse børn og en mand på en cykel, som holder og stirre mig lige ind i ansigtet. Men for første gang i mit liv, er jeg fuldkommen ligeglad med hvad folk tænker. Det eneste jeg vil, er at ligge ned på båren og lukke mine øjne.

Af sted med os

Redderen siger i et hårdt tonefald, at jeg skal lægge mig om på siden. Og så får jeg ellers stukket en pose i hånden, hvis jeg har planer om at kaste mere op. Og det har jeg. Åbenbart. Min veninde har heldigvis fået ringet til James, som er cyklet alt hvad han kan, hen til metroen, for at kunne komme hen til hospitalet. Så da vi ankommer, står han klar. Jeg kan dårligt opfatte noget, da alting sejler og drejer. For første gang i mit liv, er det mig som skal køres ind på hospitalet og er patienten. Vi får et fint værelse, med badeværelse og et hav af opkastposer. Som vi senere “stjæler” med hjem. Jeg bliver forsøgt stukket i, uden held, da jeg skal have lagt et drop. Så jeg ender med 3 store blå/brune/grønne mærker på arme og hænder, før det lykkes for en erfaring kvinde at overtage og få styr på det.

En læge, som talte dårligt dansk, lyser mig ind i øjnene og vurderer at jeg har virus på balancenerven. Min store frygt, da jeg ved hvor voldsomt det kan være og hvor stor en effekt det kan få på ens krop i meget lang tid. Og der er intet man kan gøre. Udover at sove og drikke væske.

Hjem til min egen seng

Efter 5 timer på hospitalet, har James og Caroline (min veninde) i et godt samarbejde, fået styr på min aftale, køreprøve aflyst, hentet kvalmepiller og skaffet mig et lift hjem, af min svigerfar. Jeg bliver rullet ud af hospitalet i en kørestol og vippet ind i bilen. Han kører os helt frem til vores opgang og samme får de hjulpet mig op til anden sal, hvor de får lagt mig i seng.

Alting drejer fortsat rundt og jeg har det ubeskriveligt skidt. Aldrig har jeg prøvet noget lignende. De kommende dage, kan jeg ikke holde noget i mig og sover stort set hele tiden. James bliver hjemme fra arbejde, for at passe på mig, da han ikke tør lade mig være alene. Efter 3 dage, kan jeg spise og drikke igen. I bitte små mængder og kvalmen aftager langsomt. På den fjerde dag, er jeg alene hjemme og klarer mig nogenlunde igennem dagen.

Mandag ringer jeg og får en tid hos en øre-næse-hals-læge, som jeg har besøgt i dag. Desværre kunne han ikke sige andet end hvad jeg vidste i forvejen og jeg blev sendt hjem, med nogle øvelser, som jeg kan lave når jeg bliver bedre. På fredag skal jeg til et nyt tjek. Denne gang med mine ører. Desværre tager det mig en time hver vej. Og jeg ligner en der er skide stiv, en tirsdag formiddag. Så hvis du ser mig, så stik mig et kæmpe smil og sig at jeg er sej 😉

Det var en lille update fra sygesengen. Alt drejer stadig voldsomt rundt, så jeg vil slutte af og se noget landmand søger kærlighed i stedet.

Xx
Olivia Noel