Digital identitetstyveri ved højlys dag
Denne blog handler om alt, hvad der foregår på sociale medier. DR har netop delt en dokumentarserie, hvor vi følger Malte, hvis identitet er blevet kopieret og misbrugt på nettet.
Så snart jeg så traileren for udsendelsen på Instagram, så vidste jeg, at det var noget, som var vigtigt for mig at se. Jeg har binget det hele aftenen. Vi var lige kommet hjem fra to lange dage på Fyn, men det var vigtigt for mig, at se hvordan programmet udviklede sig og endte.
Har du ikke ser serien endnu, så se den her. (Der vil være spoilers på de næste tre linjer).
Årsagen er nemlig den, at jeg selv har oplevet det samme som Malte. Jeg kender alle hans frustrationer og dilemmaer. Forskellen er desværre blot den, at jeg den dag i dag ikke kender personen, som udgav sig for at være mig, og det som jeg blev udsat for var både personligt og af seksuel karakter.
Hvad er der sket?
Lad os starte fra begyndelsen.
Først og fremmest, så har jeg aldrig tidligere delt hele historien på nettet. Alene af den grund, at jeg er bange for, at tingene starter forfra. Men nu er der gået 4 år siden den sidste henvendelse, så jeg må tro på, at det er et overstået kapitel.
For ca 8 år siden var jeg single og sad en aften på Facebook, hvor der tikkede en besked ind fra en fyr, som jeg ikke kunne placere, men hans profilbillede er velkendt. Han skrev “er det her dig?” og sendte mig et link til dating.dk.
Jeg klikkede forundret på linket, da jeg ikke havde en profil derinde. Og dog. Frem på skærmen kommer mit ansigt. “Heksehylet” står der som brugernavn. Straks bevægede mine øjne sig ned over faktaen, som først er til at genkende, som værende mig:
Navn: xxx (jeg har skiftet navn efterfølgende)
Alder: 29 år
Livret: Sushi
Område: København
Der stod flere ting, men så kom jeg til min personlighed. Der stod noget om, at jeg var glad og udadvendt, men så skiftede teksten også brat karakter.
Nede i profilteksten stod der, at jeg elskede at få den bagfra, og at man altid kunne kontakte mig. Der var mange seksuelle undertoner og teksten blev meget grov. Noget ala “jeg altid er klar på et baghyl”.
Jeg har alt information liggende på en harddisk et sted, men jeg har ikke lyst til, at finde den frem og se det hele én gang til.
Jeg svarede fyren, som havde sendt mig beskeden, og fortalte at det bestemt ikke var mig, og spørger derfor om, hvordan at han er kommet i kontakt med profilen?
Det viser sig, at han er blevet kontaktet af profilen, men at han ikke følte, at det lød som mig. Jeg spørger ham om, hvor det var vi kendte hinanden fra da jeg godt kunne huske hans profilbillede, men ikke kan placere ham. Han svarede noget i retningen af “nej, selvfølgelig kan du ikke det…”. Jeg forsøgte flere gange, men han skrev bare, at han kun havde kontaktet mig fordi, at han gerne vil fortælle mig, at der fandtes denne profil. Jeg sagde tak og sad tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen.
Da jeg fik set nærmere på profilen opdagede jeg, at den var VIP medlem. Dvs. at vedkommende betalte for, at have min profil. Det skræmte mig endnu mere.
Jeg må advare alle, som jeg kender!
Jeg tog et screenshot af skærmen, og delte det på min Facebookvæg. Det var vigtigt for mig, at hvis der var nogle i mit netværk, som havde haft kontakt til denne profil, så skulle de vide, at det ikke er mig, som de skrev med. Straks fik jeg en besked i min indbakke.
Midt i alt min stress over at få renset mit navn, havde jeg ikke tænkt over, at jeg havde founderen af hjemmesiden på min venneliste. Han havde set min update og spurgte om han kunne hjælpe? JA TAK! Jeg åndede for første gang ud, og svarede straks, at det måtte han utrolig gerne.
Han spurgte om det er muligt, at verificere det foto, som var anvendt på profilen, da han ellers ikke kunne lukke profilen ned. Heldigvis kunne jeg sende et link til forsiden af en Urban avis (tidligere gratis avis i København), hvor jeg var blevet interviewet omkring et af mine første online projekter. Hvis det ikke var nok, så havde jeg også nummer og email til fotografen, som havde taget billederne til artiklen.
Den næste uhyggelige sandhed ramte mig dernæst. Han fortalte mig, at der desværre ofte var falske profiler på spil inde på hjemmesiden, men “min profil” skilte sig ud fra de andre. Det var nemlig ikke normalt, at de brugte penge på, at lave en falsk profil. Denne her havde faktisk brugt 500 kr. på at have en VIP profil. Samtidig gjorde det også, at vi faktisk kunne tracke personens oplysninger, og han kunne også se hans navn. Problemet var bare, at han selvfølgelig ikke måtte oplyse mig om, hvem det var. Det var virkelig frustrerende. De eneste som kunne hjælpe mig var politiet, men der skulle jeg ikke forvente, at få hjælp. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg finder ud af, at profilen har været i kontakt med flere, som har følt, at personen har været meget seksuel, direkte og anmassende overfor dem, inde på dating.dk.
Profilen blev lukket ned, og jeg holdt øje med om der kom flere nye profiler op med lignende info, men efter noget tid valgte jeg, at lægge det bag mig.
Livet gik videre…
To år senere var min kæreste (nu mand – yay) flyttet ind i min lejlighed. En dag da han var på arbejde, sad jeg alene derhjemme, da der pludselig tikker en besked ind i min indbakke fra skalvibolle@ofir.dk (noget i den stil). Først tænkte jeg, at det er noget spam, men der lå en besked til mig. Beskeden lød noget ala “Hej xxxx. Hvis du er frisk på, at vi mødes, så vil jeg gerne have sex med dig. Jeg er selvfølgelig diskret og fortæller det ikke til nogen da jeg selv har kone og børn derhjemme.
Jeg ser frem til, at høre fra dig. Hilsen xxxx”.
Der sad jeg med kæben hamret ned i bordkanten, og tænkte “hvordan kender du mit fornavn og min emailadresse? Og hvorfor spørger du om vi to skal have anonym sex?”. Min eneste tanke var, at fortælle min kæreste om det hele, så snart han kom hjem. Samtidig var jeg nysgerrig, så jeg svarede personen, og spurgte hvorfra han vidste hvem jeg var?
Han svarede “Er det her ikke dig?”. Jeg modtog et direkte link til min Facebook profil. Først tænkte jeg, at det var en af de der links, som automatisk sender dig over til din egen profil, men min url til Facebook var korrekt. Det var min profil, men den var lukket for fremmede, så vedkommende kunne ikke få min email den vej igennem.
Jeg svarede tilbage og spurgte “hvorfor har du kontaktet mig angående sex? Jeg er ikke interesseret. Jeg har en kæreste, som jeg elsker og bor sammen med.” Svaret kom med det samme. “Jeg fik besked på, at jeg kunne kontakte dig på denne mail, hvis jeg vil have sex med dig. Men det beklager jeg, og du skal vide, at det er blevet delt ud fra dette forum”. Nu fik jeg et nyt link. Det var til en side, som jeg aldrig havde set før. Det mindede om nogle af de ældste chatrum, som man brugte i start 00´erne. Det var meget simpelt. Du kunne selv lave et chatrum, vælge antal deltagere og så kunne du kalde dig hvad du ville. De fleste havde sjofle navne og der blev skrevet random ting. Men rummene forsvandt lige så hurtigt, som de var oprettet. Så det var en umulig opgave for mig, at finde frem til den person, som endnu engang, havde udgivet sig for mig, at være mig. Sporet endte koldt.
Jeg måtte frustreret smide håndklædet i ringen, og opgive at komme videre.
Tredje gang er ikke altid lykkens gang
Dagen før nytårsaften, for lidt over 4 år siden, tikker der en venneanmodning ind på Facebook. Det sker ofte, da jeg bruger min Facebook til netværk. Det er fyr i sluttyverne, som jeg straks skrev til og spurgte om, hvorfor at han havde tilføjet mig? Vi faldt i snak om noget random, og jeg godkender ham, da han virker reel og arbejder for DR.
Efter at vi havde skrevet sammen i et par minutter skrev han, at han har set mig på en video på pornhub. Jeg spurgte, hvad han talte om, og hvorfor at han skrev sådan noget til mig? Han insisterede, og jeg fortalte min kæreste om, hvad denne mand havde sendt til mig. Jeg bad om et link, men det eneste, som han sendte var et link til en video, som ikke eksisterede på hjemmesiden. Jeg sagde, at han bluffede og at jeg aldrig kunne drømme om, at lave den slags. Han svarede, at det var filmet uden, at jeg vidste det. Jeg fryser og bliver virkelig bange. Han svarede at han ikke kan finde videoen igen, men at han var sikker på, at det var mig. I mellemtiden var min kæreste og gode kammerat kommet med på sagen. De begyndte at lave omvendt billedsøgning på profilen, som havde kontaktet mig. Vi gemte en masse fotos fra hans profil, og jeg holdt snakken kørende med ham indtil, at jeg ikke kunne holde til mere. Så kopierede jeg linket til hans profil, og blokerede ham.
Linket brugte vi til, at undersøge hans navn og identitet. Årsagen til, at vi blev mistænksomme var, at vi ikke syntes, at han så ens ud på alle billederne. Ganske rigtigt. Det var to forskellige mænd, som han havde sat sammen. Den ene var forholdsvis kendt indenfor hans genre på Youtube, og den anden arbejdede faktisk i DR byen. Jeg kontaktede begge personer og fortalte dem, at deres billeder blev misbrugt på nettet. Den mest skræmmende del var, at vi havde en del fælles venner, og profilen var flere år gammel, med en masse historik.
Der var også en del personer, som kommenterede på hans updates og skrev, som om at de kendte vedkommende. Da vi gik nogle af profilerne igennem, så så de helt normale og reelle ud. De havde både familie og kærester. Selfies og updates. Der var mange lange tråde, som vi til sidst ikke orkede, at dykke længere ned i.
Min kæreste og kammerat brugte mange timer på, at søge på pornhub, og jeg er rystede hele aften. Måske lyder det ikke voldsomt, men når det gentagende gange handler om, at jeg enten tilbyder sex eller man kan se mig have sex på nettet, så er det en frygt, som bliver lagt inde i mig. For hvornår kommer den næste trussel, og hvem har de ellers haft kontakt til? Ligger der billeder af mig på andre hjemmeside, hvor der står, at jeg tilbyder sex? Hvor mange har jeg endnu ikke fundet, eller hørt om?
Og har jeg lige siddet og skrevet med min krænker på Facebook? Har de andre falske profiler? Er jeg også venner med dem? Følger de mig andre steder? Er det en, som jeg har gjort gal? Har vi datet?
Det næste og uundgående skridt
Tankerne fløj rundt, og jeg var virkelig ked af, at blive hængt ud på nettet. Derfor besluttede jeg mig for, at det skulle anmeldes til politiet.
Da jeg har fødselsdag i starten af året, besluttede jeg mig for, at jeg vil gøre det når min fejring var ovre. Så et par uger inde i det nye år, tog jeg med skælvende ben ind på Københavns hovedbanegård. Her lå min nærmeste politistation. Jeg trak et nummer, og forsøgte samtidig at huske at trække vejret. Jeg var skælvende nervøs. Pludselig blev det hele ægte og virkelighed.
Jeg havde aldrig tidligere anmeldt en sag, og jeg var i tvivl om, om de overhovedet ville tage mig seriøs? Men jeg følte at jeg havde en online stalker, som krænkede mig. Udover at ødelægge mit ry, så ødelagde de også min psyke. Nu ville jeg tage kampen op.
Det blev endelig min tur og jeg gik op til skranken, hvor en kvinde i 40’erne sad og kiggede op på mig. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun mig tonløst.
Mig: “Der er en mand, som udgiver sig for, at være mig på nettet, hvor han tilbyder mig seksuelt til andre mænd”.
Politikvinden: “Nettet? Jeg forstår ikke? Hvad mener du med nettet?”
Mig: “? … Jeg forstår ikke… Altså, ja, på internettet?”
Politikvinde: “Nååå… Ja, jeg er ikke så meget inde i den slags. Jeg har ikke engang en profil på Facebook. Men altså, kan du ikke bare blokere ham. Så er det jo klaret”.
Jeg vil ikke trække jer igennem resten af dialogen for den bliver ikke bedre. Selvom, at jeg utallige gange forklarede, at det jo ikke fjernede problemet, så forstod hun ikke problemet. Jeg bad endda om, at tale med en anden, men det var er ikke muligt. Til sidst brød jeg grædende sammen. Det havde været sådan et psykisk press, og det havde krævet alt mit mod, at fortælle om oplevelsen. Ikke nok med, at jeg skulle fortælle det til en fremmed, så skulle jeg også gøre det offentligt, hvor alle, som stod og ventede på, at det blev deres tur, kunne høre om min fortælling. Det overskred mine grænser. Hun gik dog til sidst med til, at hun skrev en rapport og ville få en anden til, at kontakte mig, men hun mente ikke, at der var mere, som hun kunne gøre.
Ventetiden var lang…
Der gik et par måneder, og så ringede min telefon en dag. Det var fra politiet. En mand, som ringede for, at forklare mig, at de jo ikke kunne gå ind i sådan nogle sager da vedkommende jo ikke havde gjort mig noget fysisk.
Jeg forsøgte, at forklare at jeg arbejdede med kommunikation, og at mit netværk var dyrebart for mig. Samtidig var det krænkende, at jeg ikke vidste om vedkommende fortsatte med, at skrive om mig på diverse fora, hvor de tilbød mig til fremmede mænd. Men svaret var fortsat, at der ikke var ressourcer til, at gå ind i sagen medmindre, at han blev fysisk. Det ville kræve ét telefonopkald til Dating.dk, samt en kendelse, at få navnet på personen. Men de ville ikke hjælpe mig. Faktisk havde politimanden i telefonen også svært ved, at forstå, hvorfor det kunne være, at jeg var så frustreret min situation? Han havde jo ikke rigtigt gjort mig noget?
Da jeg havde lagt på var jeg svimmel, og følte mig utilpas. Ja, jeg var næsten overbevist om, at jeg havde spildt politiets tid da jeg flere gange fik samme svar “jamen, du må jo kunne forstå, at politiet ikke kan tage sig af sådan nogle sager”. Altså, min sag var dårligt en sag. Det var bare en bagatel.
Hvorfor skulle jeg udstilles?
Året efter skiftede jeg navn. Ikke pga. ovenstående oplevelser, men af andre årsager. Men jeg har sidenhen ikke oplevet mere chikane. Jeg har også fjernet alle profiler, hvor jeg ikke med 100 % sikkerhed kan vide mig sikker på, at jeg ved hvem der er bag profilen fra min venneliste. Nogle er også blevet blokeret – just in case.
Jeg ved ikke hvem det er, som jeg har trådt over tæerne eller har såret, men uanset, hvad jeg har måtte have gjort denne person, så burde det aldrig være kommet hertil.
Hvorfor bruger jeg min blog til, at dele min historie? Tiden må være inde, da politikerne og politiet endelig har valgt, at sætte fokus digital identitetstyveri. Min frygt var altid “hvad bliver næste skridt?”. Tænk, hvis personen faktisk blev fysisk en dag?
Jeg har mistænkt rigtig mange for, at kunne være bag de mange beskeder og falske profiler, og der er nogle enkelte, som jeg stadig i dag kunne forestille mig, at det godt kunne være. Men da jeg ikke har nogle beviser andet end, at jeg ved, at det er en mand, så kommer jeg det ikke nærmere uden, at jeg igen forsøger, at tage sagen op med politiet.
Jeg håber også, at jeg med dette indlæg kan nå ud til andre, som har oplevet noget lignende. Du er hjertens velkommen i min indbakke.
Til sidst vil jeg bare sige, at du skal huske, at være skeptisk overfor de mennesker, som du møder online. Vi ved reelt aldrig, hvem der gemmer sig bag skærmen. Med tiden udvikling af teknisk bliver det kun værre. Stemmer kan forvrænges, filtre fikser dit udseende og du kan have den baggrund, som du drømmer om…
Hvis det er for godt til, at være sandt, så er det det desværre, som oftest også.
Olivia Noel
