Hvor går grænsen?
Jeg har længe gået og tænkt på at skrive et debatindlæg om, hvor langt vores grænser rykker sig. For det går virkelig stærkt i de her tider. Når jeg ser 5-10-15-20 år tilbage, har vi rykket os gevaldigt for hvert halve årti der er gået. Tiden gik bare langsommere “i gamle dage”. Uden at lyde alt for oldnordisk, i mit 35ende år. Tænk blot 10 år tilbage og se hvordan du dengang brugte dine sociale medier? Jeg delte youtube videoer, musik som jeg tænkte andre ville have glæde af at lytte til, skrev søde hilsener på min venindes væg eller lavede en update om at jeg drak en kop kaffe. Alt var uskyldigt og hyggeligt.
Hvis jeg i dag delte en af de ovenstående opslag, ville folk scrolle direkte forbi og tænkte at jeg da var blevet uinteressant. I stedet deler jeg politiske debatter, updates om kendte som forarger, foragtes eller er døde, måske en lille anedokte eller en sjælden gang, et snapshot fra et øjeblik i mit liv – men det skal helst være stillet pænt op og have det korrekte filter. Overfladisk og meningsfuldt på én og samme tid.
Hvem skal sætte grænserne?
I dag delte jeg et link på min væg. Inden jeg delte det, havde jeg taget stilling til om jeg i dag kunne overkomme en lang debat. For når man deler noget, skal man også være klar til at stå på mål for sine holdninger. Det kunne jeg så heldigvis, for jeg mener at den var pokkers vigtig. Det handler om den nye bølge, som allerede er væltet ind over os, uden at der er blevet sat egentlige rammer og regler for hvad der kan tillade sig at være i orden. VR er kommet for at blive. Det stimulerer og lader folk prøve deres vildeste drømme- og ikke mindst grænser af.
Senest er der kommer “Rape Day”. Og som overskriften i dag lyder i Politiken: “Populær spilplatform i problemer”. Ja tak! Nogle har skabt et spil, hvor det handler om at voldtage og dræbe kvinder. Det er simpelthen hvad dette spil går ud på. Og til hvem er spillet skabt? Hvorfor sidder der så mange mennesker derude, som har et behov for at fuldføre sådan nogle voldsomme handlinger online, at det ligefrem er gået hen og blevet populært? For som min kloge veninde pointerede i min Facebooktråd, så ved vi jo godt at det ikke er i orden at gå rundt på gaden og plaffe andre ned. Men der er desværre stadig rigtig mange, som mener at det er helt okay at voldtage en kvinde. Deraf kom hele #METOO kampagnen. Om det så er et par vattede mænd (eller damer), der har siddet i en fedtet kælder og tænkt “Fandme nej, den kampagne får vi sgu lige ned med nakken, ved at smække det mest syge videospil sammen, der er så kvindefjendsk, at vi virkelig kan ramme noget i de kvinder som har været udsat for overgreb, overfald, voldtægt og det som er endnu værre?” Ja, nu kan jeg jo kun gætte på hvad der har faret igennem deres hoveder, da de har sat det her i verden. Men det skræmmer mig at så mange mennesker hopper med på bølgen og stikker næven i vejret for at skrige “YAAAY DET ER SGU FEDT DET HER”. Eller siger at det kan sammenlignes med et spil som GTA eller lignende skydespil. For problemet er jo netop at det her er hvad vi kvinder kæmper i mod og mange af os frygter, når vi fx. Går alene hjem fra byen eller skal hjem i mørket. At blive overfaldet og voldtaget.
#METOO
Da #METOO kom ud, væltede det samtidig også frem med historier fra en masse kvinder (og også nogle mænd), som havde oplevet overgreb, at blive antastet eller voldtaget. Det kræver utrolig meget at stå frem. Jeg kender desværre mange, som stadig på ingen måde, tør at fortælle deres historier. Måske skal de heller ikke. Faktisk burde det ikke være nødvendigt at vi skal gøre det. For så var det netop, at vi kunne sammenligne det med skydespil – for det ville ikke være “normalt” at folk oplevede den slags. Men så længe at så mange mennesker lider under deres tidligere overgreb, så skal der ikke laves nedværdigende spil, hvor hovedformålet med hele spillet, er at sætte mere ild under denne syge kultur. I stedet burde de mange mennesker som syntes at det er et super fedt spil, alle sendes på en lang camp, hvor de skulle tvinges til at høre om de sande historier, se ofrene i øjnene og forstå konsekvensen af deres handlinger, når de vælger at bakke op om et spil, der i sidste ende, ikke har lagt fra spil og til konsekvens.
Vores kultur, respekt og ansvarsfornemmelse, rykker sig hver eneste dag.
Her gik min grænse. Hvor går din?
Xx
Olivia Noel
