“Er den fortsat til salg?”
Hvis jeg fik solgt en ting, hver gang jeg fik dette spørgsmål, så ville der ikke stå ting og fylde inde på mit kontor. Hver gang jeg deler en ting som jeg gerne vil sælge, modtager jeg imellem 1-10 henvendelser med ovenstående spørgsmål.
Hver gang tager jeg mig tid til at svare hver enkelt og sende en glad smiley afsted – selvom jeg indvendigt ruller øjne. Skriv i stedet “Hej, jeg vil gerne købe din ting” eller “Jeg har et par spørgsmål til din ting, men jeg er faktisk interesseret i at købe den”. Så ved jeg at din henvendelse er reel og du ikke bare sidder og hygge shopper.
Hygge shopping
Har du et behov for at vindueskigge online, så besøg ASOS.com, Hogm.dk eller en af de mange andre sider, hvor der ikke sidder privat personer bag profilen og skal svare dig i deres fritid, på om deres varer stadig er til salg. Hvis den står slået op som “til salg” så er den nok. Er du ensom, så meld dig ind i en klub eller find en gruppe for andre ensomme. LAD VÆRE MED AT SPILDE MIN TID!
Hvad tid er du hjemme?
Ofte skriver folk “så henter jeg den på onsdag”. Jamen fedt. Så sætter jeg da hele min onsdag af til at sidde indenfor og vente på at du på et tidspunkt får lyst til at kigge ind forbi. Nej, jeg gider ikke vente på dig! Og hvis du fortæller mig at du kommer imellem kl.10-12.00, får du også et nej. Jeg skal ikke sidde og vente på at du dukker op kl.12.10, fordi du jo lige blev lidt forsinket. Du kan aftale et bestemt tidspunkt med mig. Bliver du 10 min. forsinket, så skriver du det og siger undskyld, for du spilder min tid.
Jeg kommer ikke alligevel – du kan bare sælge den til en anden.
Det er nok en af de mest flabede svar. Som om at du nu har været så venlig overfor mig, og lader mig sælge den til en anden. Næ nej du. Når du har sagt til mig at du gerne vil købe tingen eller komme forbi og se den, så har jeg en forventning om at vi har en aftale. Og kan du ikke komme den dag, så kommer du selvfølgelig en anden dag. Og du skal ikke forsøge at snige dig udenom, fordi du pludselig har fortrudt, men en eller anden dårlig undskyldning. Det samme gælder når du fortæller at dine børn/faster/far osv. pludselig er blevet dødsens syge og du derfor ikke kan komme ud af døren. Befri mig vel, for lamme forklaringer. Jeg har hørt dem alle – lad være med at forsøge dig.
Hvor blev du af?
Pludselig er jeg bare blokeret og personen som skulle have været her for en halv time siden, er sjovt nok ikke dukket op. Jeg har måtte forklare min kæreste at vi ikke har kunne tage ud, selvom det er en lørdag formiddag, da du har sagt at du ville være her kl.11.00 og jeg derfor har taget hensyn til dig. I stedet har du nu brændt mig af og svarer ikke på mine beskeder. Og i stedet for at melde ud, bliver jeg i så fald bare blokeret – for så findes jeg jo ikke længere.
… Det her er en venlig opsang til de købere, som gang på gang, snyder mig for min tid, tro på det gode i andre mennesker og penge.
Hvis du gør det her imod mig, så får du dette blogindlæg stukket lige i ansigtet. For jeg gider det simpelthen ikke længere.
Jeg vil gå langt for at få mine salg i hus, men så skal I også vise mig en smule respekt den anden vej. Gør man ikke dette, bliver man blokeret og så er det lukket for alle fremtidige handler. Og jeg forhandler fede ting, så det er en dum dør at lukke.
Xx
Olivia Noel