Close
Dagens kop med Kamilla fra Sighs.dk

Dagens kop med Kamilla fra Sighs.dk

Kamilla Sigh er kvinden bag alle de sjove og farverige julekugler, som på ganske få år har overtaget danskernes hjerter og træer.

Derfor besluttede jeg mig for, at hun skulle være den første, som jeg ville møde med #dagenskop. Ikke mindst, så jeg kunne få lov til at lette mit hjerte for alle de mange spørgsmål, som der gennem årene har hobet sig op, når jeg har fulgt med på sidelinjen ovre på Instagram.

I røret fik jeg en munter kvinde igennem, som fortalte at hun havde fundet hendes yndlings kopper frem, som var lavet af hendes to døtre. I den éne havde hun en varm nescafe. Jeg selv sad med en god kop earl grey. Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle tage interviewet, som en hyggelig sludder, hvor vi bare talte sammen, og så hvor det bar os hen. Det blev til halvanden time med latter, ærlige fortællinger og en fantastisk (jule)stemning.

Den søde juletid.

Som det første, så er jeg nysgerrig på, hvordan hele idéen kom til dig med, at du skulle til at sælge julekugler?

Det hele begyndte da jeg flyttede fra København og tilbage til Aarhus sammen med min mand og to børn. Her startede jeg en virksomhed med min søster og svoger, som hurtigt fik succes. Men den var ikke drevet af passion. Det havde juletiden i stedet og jeg har altid elsket den højtid. Så jeg begyndte at kigge på nettet for, at finde noget anderledes julepynt, og købe lidt hjem. En dag kom min mand til mig og spurgte om, hvorfor jeg ikke selv begyndte at sælge dem? Der skulle lige lidt overtalelse til, men der var alligevel plantet et frø. Så en dag sagde jeg til mig selv, at nu gør jeg det. Så i 2018 begyndte jeg at tage på messer og fik kontakt til nogle leverandører. Pludselig tog det hele sin gang. Jeg købte lidt forskelligt hjem, prøvede det af og kunne se, at der rent faktisk var et marked for skæve og anderledes julekugler. Jeg får i dag en masse positiv respons fra folk, som kontakter mig og siger tak for at jeg har været med til at bringe julekuglerne til et andet niveau i Danmark.

Hvordan forsøger du at skille dig ud fra mængden? Nu er der jo lige så langsomt begyndt at komme lidt konkurrenter?

Det vigtigste for mig er at give en rigtig god kundeservice. Så må jeg samtidig kridte skoene og differentiere med mit sortiment. Og så er jeg bare mig, og det får lov til at skinne igennem i min forretning, da jeg ikke kan være andre end mig selv.

Kamilla drikker hendes kaffe fra kopperne, som hendes to teenagedøtre har lavet til hende.

Din humor  og personlighed skinner igennem alt, hvad man ser hos dig. Har det fra starten været et bevidst valg?

Det har ikke som sådan været en strategi fra min side. Det er faktisk bare hvordan jeg er som person, så det er også det, som har skinnet igennem. Sådan er det med alt, hvad jeg gør i min lille julebutik. Det er mig, som står for det hele – både kundeservice, pakning, regnskaber osv. Så min personlighed gennemsyrer automatisk hele min forretning.

Har du overvejet, at sælge andre ting eller skal du ud nogle butikker?

Nej, jeg kan ikke finde ud af at sælge andet end julekugler. Det ville være helt forkert, for det er bare det jeg kan. Dog har jeg nogle flotte påskekugler, som er nogle af de flotteste, hvis jeg altså selv skal sige det.

Jeg har forsøgt mig lidt med B2B, men jeg har lært at det faktisk bare er nemmest, at holde det hele hos mig selv. Så har jeg samtidig mulighed for at skrive en personlig hilsen, og sørge for at alt er pakket og sendt forsvarligt.

Yndigste forlovelsesring.

Hvordan har du opnået din succes?

Det er hundrede procent via Instagram. Det er med stolthed i stemmen, at jeg kan sige at jeg aldrig har postet en krone i en eneste annonce. Med en baggrund i markedsføring, så ved jeg at det ikke ville kunne betale sig. Herudover har jeg også en næse for god PR, hvor jeg tror på, at så længe at jeg kommunikerer ærligt, så er det vejen frem.

Nu er din virksomhed meget sæsonpræget, så oplever du nogle gange, at der er følgere, som smutter igen, når julen er overstået?

Da vi sidste år gik ind i januar, så kunne jeg godt mærke en forskel, og jeg brugte en del tid på, at få tallet tilbage til, hvad det var i december måned. Dog vækstede jeg resten af året. Men jeg vil også gerne videre og forsøger derfor også at tænke ud af boksen, og se på hvilke andre muligheder der er.

Gylden barvogn.

Hvordan ser dit varelager ud? Jeg forestiller mig en lagerhal fyldt med julekugler?

Altså, det står nu i kasser, men indtil for nyligt, så stod de alle herhjemme. Det var i soveværelset, kælderen, loftet. Inde i stuen stod det på en hel væg fra gulv til loft. Men så var jeg så heldig, at kunne leje et lokale længere nede af vejen, så nu er det hele flyttet derned. Det er virkelig mega fedt. Nu ved jeg præcis, hvor alting ligger og det er meget mere overskueligt at gå til. Det gør også at jeg nu kan få lidt mere hjælp, da jeg var den eneste, som vidste hvor de enkelte kugler lå henne. Nu er der meget mere struktur og overblik.

Du er vel hele tiden i proces og laver også til tider fejl?

Ja, uden tvivl. Jeg har købt alt for mange kugler ind, da der er så mange flotte, at det nogle gange har været svært at begrænse sig. Dette år har lært mig så utrolig meget. F.eks. ved jeg nu, hvor jeg fremover gerne vil på julemarkederne, men også hvor jeg ikke har lyst til, at gentage “successen”. For mig er det vigtigt, at der er skabt en god stemning, i et lækkert univers, hvor der er tid til at folk virkelig kan nyde at gå rundt og se på det hele.

Arbejder du som julekugledronning på fuldtid?

Faktisk så arbejder jeg i en vinbutik i tre kvartaler af året, og det er ikke længe siden, at jeg jonglere med tre jobs, samtidig med at jeg havde Sighs.dk. Men mellem 1 oktober og frem til 1 februar holder jeg fri fra mine daglige jobs, og arbejder udelukkende med julekugler.

Får du overhovedet nogen løn? Eller består den primært at nye kugler til træet?

Festlig flamingo.

Faktisk, så skal jeg til at trække løn ud til mig selv. Det betyder så også, at jeg ikke længere bare kan hive ned af hylderne, og købe alle de kugler, som jeg drømmer om. Så det bliver en ny læring, hvor jeg skal begrænse mig lidt mere, og købe lidt mindre ind fremadrettet. Dog er der en god ting ved at være julefetishist, for jeg køber og sælger det jeg elsker hele året rundt.

Du har jo også været med til at trække et marked til Danmark, som vi ikke så for bare nogle år tilbage, hvor jeg da aldrig havde tænkt på, at der skulle hænge en glitrende flamingo eller lyserød croissant på mit juletræ?

Altså, jeg tænker altid “nej nej, det kan det ikke helt have været”, og jeg kan ikke helt tage æren for det, men jeg har været med til at påvirke markedet.

Jeg synes det er imponerende, at være med til at starte en trend, som påvirker noget, som er så helligt, som danskerne jul, som er fyldt med faste traditioner. Hvordan ser du på det?

For mange er det blevet en personliggørelse, både for dem selv og i deres hjem. Så på den måde har det fået lov til at blive en del af deres jul.

En smuk blomsterknop.

Hvordan ser dit eget juletræ ud?

Mit eget juletræ har jeg døbt “mit skattetræ”, da det er skatte hjembragt fra ferie og alle mulige steder, som vi har besøgt. Samtidig er det minder. Minder fra min barndom, ting som min far har lavet, mine børns æggebakkeklip fra børnehaven og andet, som er bragt ind fra nær og fjern. Det er lige præcis sådan, at jeg synes at et juletræ skal være og se ud. Det skal ikke være et poleret Sighs juletræ – du skal ikke bare kunne købe det hele på nettet. Du skal selv sætte prikken over i´et og give det din egen personlighed. Det kræver måske at du klipper lidt eller skriver et årstal på. Faktisk plejer jeg at sige “vis mig dit juletræ og jeg skal sige dig, hvem du er”. Ligesom det er med bøger, bogreoler og sko. Sådan har jeg det med juletræer. Personligt falder jeg bagom, hvis jeg ser et sort eller lilla juletræ, men der skal være plads til os alle og det er der heldigvis også.

Men har du så overhovedet nogle af dine egne kugler hængende på træet?

Ja, der er en hel masse. Det er en stor pærevælling af det hele.

Hvordan ser juletiden så ud, hjemme hos dig selv?

Altså, jeg vil faktisk helst ikke indrømme det. Men mine to store piger har selv måtte gå ned i Rema og hente et juletræ, og pynte det. Jeg har simpelthen haft så travlt i december, at jeg ikke har haft tid til at hjælpe til med juleforberedelserne. Så jeg har slet ikke haft tid til selv at fejre julemåneden i år, da jeg i stedet har stået på julemarkeder over hele Danmark. Heldigvis er de 14 og 17 år, så de har oplevet jul, hvor vi nåede både juleklip, besøg af veninderne til gløgg og snebolde. Men det er uden tvivl noget, som jeg fremover skal huske at prioritere.

Hvis du skulle vælge en favorit kugle blandt dine egne, hvilke skulle det så være?

De to som jeg er allermest stolte af, er uden tvivl de to kugler, som jeg selv har designet. Aarhus og København kuglen. Faktisk har Aarhus kuglen været min bestseller alle årene, lige indtil i år, hvor julemanden med mundbind gik ind og overtog førstepladsen. Men jeg må indrømme at jeg er ved at få nok af coronakugler, så de blev til tider pakket lidt væk, da jeg stod på markederne i år.

Bestseller, indtil i år.

Bliver du aldrig træt af at alting handler om jul?

Det er bare mega fedt, at jeg kan få lov, at fejre min yndlings højtid hver eneste dag. Faktisk føler jeg det helt som et privilegium, at jeg er så heldig. Tænk sig, at jeg har opbygget en butik, hvor folk har lyst til at købe det, som jeg sælger. Jeg har knapt 22.000 følgere og ja, jeg er bare så utrolig stolt over det. Da jeg flyttede tilbage til Aarhus i sin tid, kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig manglede et sted at høre til, og hvor jeg havde noget at byde ind med, når folk talte om job. Men nu har jeg noget, som jeg selv har skabt og er utrolig stolt af. Samtidig har jeg en stemme og en berettigelse, så jeg har virkelig fundet hjem.

Og når jeg tænker over det, så behøver jeg faktisk ikke at have andre højtider end jul. Her må man give gaver, alt er i overflod, man må mæske sig og så varer det en hel måned. Og så er der bare en helt speciel stemning. Man gejler op og tæller ned. Sne og traditioner. Alt er bare hyggeligt, når det er jul.

Hvordan vælger du de helt rigtige kugler til dit sortiment?

Jeg håndplukker mit sortiment hos forskellige leverandører, hvor jeg årligt tager til julemesser, rundt omkring i verden. Det er derfor en streg i regningen, at det nu foregår online, hvor jeg ikke selv kan få lov til at røre og se dem før de kommer hjem.

De fineste ballondyr.

Kan man overhovedet sælge julekugler når det er sommer?

Der er heldigvis juletosser, som jeg selv, som der gerne vil have kuglerne hængende året rundt, så der er faktisk mindst én ordre hver dag, hele året rundt.

Er der noget som bare trender løs lige nu, og har du selv nogle personlige favoritter?

Lige nu er det garn, som virkelig går stærkt. Det samme gælder for hunde. Folk vil gerne have deres race op og hænge på træet. Det skal gerne være lidt personligt. Når jeg selv skal vælge mine kugler, så er jeg lidt vild med det ukorrekte. Cigaretter synes jeg er virkelig skægge, men cirkustema vinder også ind i mit hjerte. Nogle gange må det også bare gerne være virkelig smukt.

Detaljerne på kuglerne er ofte helt utrolige.

Ser du dine kugler, som værende mere end blot julekugler?

De fungerer også som en god personlig gave, og samtidig bliver de også et samtaleemne, som hurtigt bliver til et vigtigt minde. De er meget mere end bare en julekugle.

Har du selv nogle kugler, som får lov til at være oppe året rundt?

Min Aarhus og København kugler er altid fremme. Men derudover, så er det faktisk kun ude på toilettet, at der hænger lidt. Til gengæld går jeg amok med pynt derude, når vi rammer december. Så er der både parfumer og læbestift. Det er altid en fest, at komme derud i juletiden.

København kuglen, som Kamilla selv har designet.

Jeg kunne jo tale med dig om jul helt indtil 1 december, men i stedet vil jeg lade dig komme tilbage til dit arbejde, så vi kan være sikre på, at der er en masse nye flotte kugler, som vi kan forelsket os i.

Tusind tak for at give os et lille indblik i hele dit juleeventyr. Det er jeg sikker på vil have interesse for både juleentusiaster, men især også andre, som går med en lille drøm i maven om selv, at starte en virksomhed op en dag.

Skål og tak for denne gang, Kamilla.

Hvem kunne du tænke dig, at jeg skåler med næste gang? Jeg har selv et par stykker på bud, men jeg hører gerne dine tanker.

Skål og klirren
Olivia Noel

4 thoughts on “Dagens kop med Kamilla fra Sighs.dk

  1. Så hyggeligt et interview! Har handlet i Kamilla’s skønne shop flere gange, ligesom mine søstre og min mor♥️✨‍♀️ Den er simpelthen så dåneagtig, og selvom jeg i en alder af 31 er oppe på 83 julekugler, giver hendes opslag mig altid lyst til at erhverve mig endnu flere.

    1. Hun er simpelthen den skønneste ildsjæl, som virkelig brænder for hendes koncept. 83 julekugler? Det lyder virkelig som den fineste samling. Du må lige sende mig et foto af dit juletræ. Hvad var din sidste julekugle, som du købte? 🙂

      1. Den sidste jeg selv købte, var Freddie fra Queen, som min kæreste fik d. 1 m. december i sin kalenderpakke, og så fik jeg yderligere fire julekugler af familie og venner i år, da de ved jeg samler, og tit bare på ønskesedlen har “sjove, smukke og/eller fjollede julekugler fra fx Sighs, Hollymoods eller Julerosen” stående på ønskesedlen både til fødseldag og til jul . Det blev til mixtapet fra Guardians of The Galaxy, en champangeflaske, en alf med et jordbær, en tyk sæl (købt i Kiel) og tre søde vinterfugle på en pind.

        Og ja, hun virker så charmerende og nærvære de i sin kontakt og har et fantastisk univers.

        1. ÅH, du fik fingrene i Freddie! Ham forsøgte jeg at få fat i til min far. Næste år, må det i stedet blive.

          Wauw, det er virkelig nogle fine julekugler, som har prydet træet i år. Og nogle gode, som afventer på ønskelisten. Jeg elsker vinterfugle på pind – fugle kan bare noget magisk på et træ. Især hvis de lige har en hale af rigtig fjer.

          Det kan jeg KUN bekræfte at hun er og har <3

Leave a Reply to olivianoelviennerose Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: